Stenmel består af knuste sten eller af knust granit og bruges i byggeriet til forskellige belægninger, eller som fuge mellem for eksempel fliser. Stenmel er oftest lavet af granit og enten sort eller gråt, men det kan faktisk fås i rigtig mange farver eller nuancer.

Stenmel er kantet og kan derfor pakkes rigtig godt. Det har dermed en god friktion og kan holde både til kraftig vind eller regn, uden at det bliver blæst eller skyllet væk. Dette gør stenmel til et rigtig fornuftigt og taknemmeligt produkt, som er meget populært herhjemme.

Typer og farver af stenmel

Der findes to overordnede varianter af stenmel, nemlig bakkestenmel lavet af knuste sten, som har en brunlig nuance, eller stenmel lavet af knust granit som normalvis har en grå eller sort farve.

Stenmel lavet af knust granit er fint, da granitten er næsten pulveriseret, men har dog stadig de gode, skarpe kanter, der gør det ideelt til at bruge som fuge mellem fliser. Den høje friktion sørger for, at stenmelet bliver liggende selv i stormvejr og kraftig regn. Stenmel fra granit kendes umiddelbart først og fremmest på farven og kornstørrelsen.

Da granit jo kommer i mange farver, kan man finde tilsvarende farver af stenmel. Det vil sige at man både kan få helt hvidt stenmel, forskellige nuancer af lys grå eller grå stenmel, sort stenmel eller endda rødligt stenmel. Det er en stor fordel, når man for eksempel lægger granitskærver og ikke vil risikere at underlaget skinner igennem i en eller anden mystisk farve, som man for eksempel kan risikere, hvis man lægger stabilgrus under.

Stenmel fra sten kaldes også bakkestenmel og kommer normalvis fra grusgrave. Bakkestenmel er en smule grovere end stenmel lavet af knust granit. Dette gør at det er mere ideelt til brug i fuger mellem fliser, der ligger lidt længere fra hinanden.

Derudover kan bakkestenmel også bruges alene som belægning, for eksempel i indkørslen eller på en parkeringsplads. Bakkestenmel kan også bruges som underlagt på petanque- eller ridebaner. Den lidt grovere struktur gør nemlig, at det ikke flytter sig særlig meget, selv i stormvejr eller under kraftigt regnvejr. Bakkestenmelet kendes på sin brunlige eller farve.

De mange anvendelsesmuligheder

stenmel pris

I det offentlige bliver stenmel især brugt til belægning af parkeringspladser, ridebaner og lignende ting. Hos de private bliver stenmel dog også flittigt brugt i haven og omkring huset. Stenmel fungerer rigtig fint som afretningssand eller flisesand, når du for eksempel laver ny indkørsel, terrasse eller stier med fliser på, eller som underlag under granitskærver, så overfladen bliver jævn og ensformig.

Stenmel fungerer ligeledes som nævnt fint som belægning eller fugemateriale, eller du kan bruge det som topbelægning på dine egne stier, på ridebanen eller petanquebanen. Ydermere kan stenmel bruges i akvariet, i havebassinet eller i dine bede som jordforbedring. Du kan endda blande det op i jorden for at skabe de helt rigtige gødningsforhold. Der er mange muligheder, selv om det nok først og fremmest bliver brugt som fugesand og belægning.

Egen petanquebane

Hvis du har planer om selv at lave en petanquebane er stenmel et glimrende valg som belægning. Det kræver dog lidt gravearbejde og lidt flere materialer, førend du får en god bane, men for dem der holder af spillet, kan det være en ganske god investering. En typisk petanquebane er som minimum 15 meter lang og 4 meter i bred og har dertil en kant af for eksempel plænekantsten.

Når du har bestemt dig for, hvor banen skal være, skal du have gravet ca. 34-40 centimeter jord af. Hvis jorden indeholder meget ler, kan det blive nødvendigt at lavet et dræn. Da det jo regner meget i Danmark, er du nødt til at starte med at lægge bundsikring bestående af sand og grus, så vandet kan sive væk fra banen igen. Bundsikringen skal være cirka 15-20 centimeter tyk.

Ovenpå bundsikringen lægger du så et lag af stabilgrus på cirka 15 til 20 centimeter, som stampes og komprimeres med en pladevibrator. Stabilgruset er det, der sikrer at du får en pæn, jævn og flot overflade at spille på, der ikke bliver ujævn så snart du tager banen i brug. Til sidst kan du lægge ca. 4 centimeter stenmel, så du får en flot og helt perfekt overflade at spille på, der hverken fyger væk eller bliver ujævn.

Det kan på alle måder anbefales at lave en kant omkring banen med for eksempel plænekantsten, ikke bare fordi det ser rigtig pænt ud, men fordi det gør det mere vanskeligt for græs og ukrudt at sprede sig ind over banen. En smule arbejde skal man dog forvente, men det er et lille bytte for at have egen petanquebane.

Anskaffelse af stenmel

Stenmel kan købes der, hvor du køber granitskærver og andre stenvarer. Der findes også en del forhandlere online, så det kan sagtens betale sig at kigge lidt rundt efter en god pris, og en forhandler der tilbyder gode leveringsmuligheder. Eftersom stenmel er meget tungt og du ofte skal bruge en hel del af det, er det ikke altid noget, du bare selv kan hente hjem.

Før du tager stilling til transport, skal du først finde ud af, hvor meget stenmel du har brug for. Skal stenmelet bruges som belægning, er det ganske simpelt et spørgsmål om at udregne arealet og gange det med tykkelsen af det lag, du vil lægge på. Tager vi fat i eksemplet med petanquebanen, gange du 15 meter x 4 meter med 0,04. Det giver 2,4, hvilket betyder du får brug for 2,4 kubikmeter stenmel. En kubikmeter stenmel vejer 1600 kilo, så det bliver jo ikke så lidt!

Skal du derimod bruge stenmel som fuge mellem fliser, bliver det pludselig meget mere vanskeligt selv at beregne. Heldigvis findes der flere steder specielle stenmelsberegnere, der laver regnestykket for dig. Det kræver kun at du kender målet på dine sten eller fliser og det samlede areal, som du har tænkt dig at dække. Tallene sættes ind og beregneren klarer resten for dig, så du slipper for en ordentlig matematikinspireret hovedpine.

Det kan være svært at give et godt billede af prisen på stenmel, da den kan variere rigtig meget. Det kommer specielt an på, hvor meget stenmel du køber, og hvordan du gerne vil have det leveret. En kubikmeter stenmel koster som regel et sted i omegnen af 1200 kroner, hvilket jo egentlig er en ganske fair kilopris, når vi nu ved at en kubikmeter vejer godt 1600 kilo! Sørg for at sammenligne priser fra flere forhandlere og spørg eventuelt efter et godt tilbud, specielt hvis du skal bruge meget stenmel og eventuelt andre materialer også.

Levering af stenmel

granit

Hvis du har mod på selv at hente et par tons stenmel, eller hvis du ikke skal bruge særlig meget, kan du godt få lov at hente hos de fleste forhandlere. Det kræver selvfølgelig at du har en god trailer. Til gengæld kan du som oftest få stenmelet læsset direkte over på traileren uden ekstra omkostninger, så arbejdet ikke bliver alt for omfattende. Alternativt kan du få stenmelet leveret ved døren, hvilket du normalt kan på tre forskellige måder.

Du kan få det tippet af

Hvis du ikke har noget imod, at det ligger og roder i din indkørsel eller ved kantstenen foran dit hus, kan du få en lastbil til at komme og ganske enkelt tippe et mindre bjerg af stenmel af hos dig. Rengøringsarbejdet er rimelig massivt, men til gengæld er det forholdsvist nemt at arbejde med.

Du kan få det læsset af med grab

Hvis du gerne vil have stenmelet længere ind på din grund, eller måske endda ind i din have, hvis du er ved at anlægge ny terrasse, kan du få læsset det af med en grab. Det kræver selvfølgelig stadig at lastbilen kan nå. Oftest snakker vi en distance på omkring 10 meter fra vejen og ind på din grund.

Du kan få bigbags

Hvis du vil undgå en del af svineriet, kan du også få afleveret stenmelet i en bigbag, som er en kæmpe pose, der bliver sat i din indkørsel eller ved din kantsten. Det er en smule mere besværligt at arbejde med, når du skal fragte stenmelet videre ind på din grund, men til gengæld er det meget nemmere at gøre rent bagefter.

Udlægning af stenmel

Udlægningen af stenmel er for det meste ganske nem og ligetil, når først du har fundamentet i orden. Uanset hvad for et projekt du skal i gang med, er processen normalvis nogenlunde den samme. Du skal først grave ud, og sørge for at overgangen til dit nye underlag bliver plant. Oftest kræver det at du graver 35-40 centimeter ned for at der er plads til hele fundamentet.

Hernæst laver du bundsikring af sand og grus, så regnvandet nemt kan løbe væk selv under kraftigt regnvejr. Laget skal være mellem 10 og 15 centimeter. Hernæst lægger du et lag af stabilgrus, som stampes og komprimeres med en pladevibrator. Stabilgruset holder underlaget på plads, så det ikke bliver ujævnt, og eventuelle fliser ikke bliver skæve. Laget af stabilgrus skal være cirka 15 til 20 centimeter.

Endelig lægger du dit stenmel på og planer det, med mindre du skal have fliser ovenpå også, så bliver processen en smule længere. Dog skal du i så tilfælde passe rigtig godt på med ikke at gøre stenmelet vådt under arbejdet. Stenmel kan nemlig nemt misfarve dine fliser eller anden belægning, så det er vigtigt at du får fjernet alle rester før belægningen vaskes, eller det begynder at regne.

Alternativer til stenmel

Der findes selvfølgelig alternativer til stenmel, hvis man for eksempel er bange for misfarvninger, eller af andre grunde gerne vil undgå at bruge det. I mange tilfælde kan man uden problemer i stedet vælge at bruge fugesand, grus, slotsgrus, sand eller endda helt almindeligt strandsand.

Som belægning er der dog nogle ting, som stenmelet bare er bedre til. Sand er forholdsvist nemt at lægge pænt og plan på samme måde som stenmel, men friktionen er ikke nær så god, og sandet fyger mere når det blæser eller stormer. Omvendt vil grus fyge endnu mindre end stenmel, men det er til gengæld svært at lægge pænt og giver derfor et mindre flot resultat. Stenmel er derfor en super god mellemting, og bliver flittigt brugt netop på grund af de gode egenskaber. Uanset hvad er det en rigtig god idé at sætte dig godt ind i, hvilke muligheder du har inden du går i gang. Når først du er færdig er det nemlig noget vanskeligt at lave om igen.